Gå til hovedindhold

Hvordan skal jeg børste mit lille barns tænder?

Brug en blød tandbørste og en lille klat fluortandpasta. Begynd så snart dit barn får den første mælketand.

  • Læs op

Indhold

    Sådan hjælper du, så dit barn får sunde tænder

    Begynd en god vane ved at gnubbe dit barns gummer, så snart den første tand kommer. Så vænner dit barn sig bedst til, at du børster i hans eller hendes mund.

    • Gnub både udvendig og indvendig på tænderne, lige så snart de dukker op. Husk også tyggefladerne når dit barn får kindtænder.
    • Brug en lille, blød børste og en lille klat fluortandpasta på størrelse med dit barns lillefingernegl.
    • Du kan sagtens bruge den samme fluortandpasta som resten af jeres familie bruger.

    Børst tænder 0-2 år

    Nogle børn mellem 1 og 2 år vil gerne have børstet tænder. Andre vil ikke. Begge dele er lige almindeligt. Du skal ikke give op, men fortsætte med at børste, så godt du kan. Måske går der lidt tid, før dit barn accepterer det.

    Her er nogle ideer, du måske kan bruge: 

    • Børst tænder på et tidspunkt, hvor dit barn er frisk.
    • Børst mens dit barn ligger ned. Du får bedre overblik, og dit barn får støtte og ro i kroppen.
    • Sæt dit barn på skødet og støt barnets hoved med din frie hånd. Syng evt. den sang, som Sofus og hans far synger: "Tandsang".
    • Begynd at børste forskellige steder i dit barns mund. Så er det ikke de samme tænder, du børster bedst hver gang, mens dit barns tålmodighed er størst.
    • Hent vores gratis app "Børstevenner", hvor dit barn vælger et dyr, der børster, samtidig med at du børster dit barns tænder.
    • Læs vores lille historie "Sara og mor børster tænder" - den kan også være en hjælp.

    Hent vores e-bog

    Sara og mor børster tænder

    Børst tænder 2-5 år

    Dit barn har som regel fået alle 20 mælketænder ved 3-års-alderen. Du er fortsat den, der børster dit barns tænder rene. Det varer stadig mange år, inden dit barn kan det selv - først i 10-års alderen. 

    Gnub med små bevægelser. Husk at komme forbi alle tre områder: 

    • Indersiden af tænderne
    • Ydersiden af tænderne
    • Tyggefladen
    Fluortandpastaen virker bedst, hvis dit barn ikke skyller munden med vand bagefter. Dit barn må selvfølgelig også gerne selv prøve at børste, også inden du børster. 
    Sidst opdateret: 3. november 2023